Strange Currencies

Endnu en blog om rollespil…

Personal Horror – how to play it

Dette indlæg vil handle om hvordan spilleder og spillere anvender Personal Horror som koncept i deres rollespil. 

Den anden dag postede jeg indlægget Dancing with the Dead, hvor jeg skrev lidt om Personal Horror og hvordan konceptet meget fint blev fremstillet i Interview with the Vampire. Men mange spilledere og spillere har sikkert bøvlet med, hvordan konceptet gøres spilbar i rollespil – dette har også udfordret mig selv.

Personal Horror
Først og fremmest tror jeg, at Personal Horror henvender sig til et mere modent rollespilspublikum som tør og vil investere mere af sig selv i sin karakter. Jeg tror i den grad, at konceptet kræver man investerer eller relaterer mange af sine egne personlige følelser og overfører dem til sin karakter, der så oplever dem i forhold til handlingen.

personal_horror

Som skrevet i mit tidligere indlæg, så handler Personal Horror om den indre rædsel og ikke den ydre og mere typiske rædsel kendt fra horrorgenren. Vampire lancerede konceptet Personal Horror med baggrund i, at rollespillet gik ud på at spillerne nu skulle udforske den mørke proces af menneskelig og personlig opløsning parallelt med de fordærdelige ting de nu skulle gøre for at være villig til at overleve.

Spørgsmålet er så, hvordan får man dette koncept indarbejdet i rollespil, så det bliver lettere for spilleder og spillere at håndtere? Set i lyset af, at konceptet vedrører en indadvendt og ubekvem følelse af ubehag eller uhygge, og at der tale om forfald og opløsning af karakterens person, da er det vigtigt at spilleren gør sig helt klare tanker om hvilke stadier af forfald karakteren gennemgår og rækkefølgen heraf, samt hvilke konsekvenser det har.

Dantes Rejse
I Dantes Guddommelige Komedie rejser hovedpersonen igennem en række sfærer som har hver deres symbolik og indflydelse. Temaet er en fortælling om sjælens vej til Gud gennem syndserkendelsen svære vej, og Dante oplever rejsen som før skrevet, i forskellige sfærer.

På samme måde kan man konstruere sin karakters opløsende rejse ind i sig selv. Jeg mener, at definere nogle stadier i overskrift som karakteren gennemgår på sin rejse mod total selvudslettelse og til det ny væsen eller identitet han bliver. Denne rejseplan bør indeholde to sider – en side af den “normale” eller “genkendelige” personlighed som langsomt er i forfald, og en side af den “fremmede” personlighed som krybende og ikke særligt indbydende tager over. Der bør være tale om ambivalente følelsesforhold, en form for paranoia for den fremmede, og på et tidspunkt overlapper de to identiteter hinanden hvilket er det skelsættende tidspunkt hvor tingene for alvor eskalerer og den “normale” identitet for alvor ikke står til at rede.

Ved at lave en rejseplan af stadier som bliver mørkere og mørkere for karakteren, får begrebet Personal Horror en form eller skabelon og konceptet bliver mere håndgribeligt. Brad Andersons film The Machinist fremstiller fantastisk hvordan hovedpersonen i filmen langsomt mister sig selv og forvandlingens proces.

Tematik
For at vende tilbage til Dantes Guddommelige Komedie, så har bogen et gennemgående tema som sætter rammen for handlingen. Ligeledes bør scenarier som anvender Personal Horror have. Dette tænkt som hjælpmiddel. At have et tema at spille ud fra, eller at dykke ned i og udforske, hjælper spilleren til at have et overordnet emne at spille sin karakter ud fra. Hvert stadie bør måske have sit eget tema som fx udstødelse, erotik, vold osv.

Temaet bør være ens for alle spillere for at sikre, at der holdes en rød tråd i forhold til handlingen. Spilleder og spillere bør vælge tema(er) sammen. Derefter danner hver spiller deres stadier for karakterens identitetsopløsning og spilleder forbereder en handling ud fra valgte tema.

Keep it Simple
Personal Horror er ensbetydende med stemning, intens indlevelse og at give sig tid til at opleve og udfolde sin karakter. Handlingen må derfor ikke være det overskyggende element eller omdrejningspunktet i scenariet. Dette er i konflikt med konceptet da det vil frarøve spillernes oplevelse. Derimod bør handlingen være af sekundær karakter og simpel i sin fremstilling. Handlingen skal udspringe af temaet, så der opstår harmoni med spillernes rollespil af deres karakterer.

Indlevelse – 1:1 
Som jeg var inde på i starten af indlægget, mener jeg man får mest ud af Personal Horror ved at investere mere af sig selv i karakteren. Fx, hvordan ville karakteren reagere når han på Vesterbrogade i novemberregnen bliver afvist af sin kæreste eller bedste ven fordi hans adfærd på det seneste har været underlig eller utilgivelig (foranledet af hans anden identitet)? Her bør man relatere scenen til sin virkelige verden – hvor smerteligt ville det føles af hvis ens bedste ven eller kæreste afviser en? Personal Horror bør indeholde elementer som nemt kan overføres og relateres til ens virkelige verden, hvor karakteren “låner” af personlige følelser.

personal_horror_2

Personal Horror handler om urovækkende og ubehagelige følelser. Det handler om at konfronteres med valg man ikke ønsker at træffe, om at miste sig selv og gi’ sig hen mod det væsen man bliver. Det handler om at blive opslugt af det onde og isolation fra det gode. Konceptet egner sig måske bedst for rollespillernes feinschmeckere som ikke er bange for smagsdommeri og som søger den intense og nære rollespilsoplevelse i målestok 1:1.

Reklamer

19 comments on “Personal Horror – how to play it

  1. Oliver Nøglebæk
    4. december 2011

    Dejligt at se nogen tage Vampire op på dets egne præmisser, oftest er det ureflekteret snak om setting, klaner og powers eller en dekonstruktion af hvorfor det ikke virker man ender med.

    Men, lad os se på noget jeg altid har haft svært ved i forhold til Vampire: Nemlig at spille personligt drama i en gruppe. Vampyrer er som beskrevet enlige væsner, der mest mødes af nød og tvang. Det er svært at balancere fortællingen ud mellem spilpersonerne og sørge for at alle samtidig har noget at foretage sig. Den oplagte løsning er at give dem et stort eksternt plot der holder dem sammen, men den slags har det med at æde den personlige fortælling. Har du nogen tanker om det?

    • Rasmus Alstrup
      4. december 2011

      De gange jeg har kørt Vampire har gruppen først og fremmest bestået af højst fire spillere, og helst kun 2-3. Dette fordi, som du også selv er inde på, det kan være svært at spille personligt drama – dette bliver dog betydelig nemmere i mindre og mere intime grupper.

      At balancere fortællingen mellem spilpersonernes individuelle “rejse” og handlingen generelt kræver tålmodighed som gruppe. Jeg har ofte gjort det på forskellige måder, dels ved at spillerne i løbet af aftenen i korte træk beskriver hvordan karakteren oplever stadiet de er på som en form for dagbog og dels ved at spille en scene eller to hvor de andre spillere er npc’er så de aktivt deltager. Derudover bør spillerne være ligestillede, så de gennemgår de samme pinsler og har samme adfærdsmønster. Dette gør, at spillernes oplevelse af handlingen sker parallelt.

      At finde en handling som binder spillerne sammen mener jeg ikke bør være nogen stor udfordring. Jeg mener, vampyrer er ensomme væsener, men alligevel er de afhængige af hinanden, de har behov for en form for fællesskab eller guide. Dette eksemplificeres også i Interview with the Vampire hvor Louis er afhængig af Lestat, indtil han er stærk nok til at løsrive sig fra ham. Det samme gælder spillerne. De beskytter hinanden mod trusler fra den mørke verden de er født ind i. (Eller, sådan ser jeg der…)

      Jeg ved ikke om ovenstående er svar 🙂

  2. Oliver Nøglebæk
    4. december 2011

    Det er helt klart et svar! Godt at få lidt detaljer og eksempler på.

  3. johsbusted
    5. december 2011

    Jeg kan se hvordan man kan få det til at virke. Det er nok ikke det jeg, lige for tiden, søger i mit rollespil og jeg tror også en del spillerne i min stamgruppe ville stå af, men det kan virke, hvis man netop er åben omkring denne spilstil. Og få Vampire til at virke er en ret stor ting.

    Sejt.

  4. Pingback: [6 dec] Fuck “Playing close to home” « Frygt og lede i Odense

  5. Morten Greis
    7. december 2011

    Tak for redegørelsen af, hvorledes man kan gå til Personal Horror. Jeg er glad for at du efterkom min forespørgsel og skrev indlægget 🙂

    Umiddelbart som jeg læser det, ser jeg – bare for at være pedantisk – ikke noget, som gør Vampire særligt til Personal Horror. F.eks. forekommer det mig, at Unknown Armies for eksempel vil være lige så velegnet.
    Jeg kan heller ikke undlade at bide mærke i, at der er en række ligheder mellem din beskrivelse af Personal Horror, og forløbet i min egen Call of Cthulhu/Delta Green-kampagne, hvor vi langsomt kortlægger spilpersonernes egen undergang. Der er et fælles tema (den, der lever ved sværdet, dør ved sværdet – og selv de, der kæmper uselvisk den gode kamp, vil falde), og missionerne i kampagnen er mest af alt en ramme for at lade karaktererne langsomt forvandle sig. Vi spiller ikke Close to home eller indlevelse 1:1 – men vi tilstræber at spille vigtige dele af karakterernes hverdag som skaber en kontrast til de rædseler, som agenterne støder ind i, og vi kan på den måde udstille, hvorledes karaktererne bliver mindre og mindre menneskelige af at kæmpe mod det umenneskelige.
    Tak for indlægget.

    • Rasmus Alstrup
      7. december 2011

      Nej, blot fordi Vampire udviklede konceptet Personal Horror, da har de jo ikke patent på konceptet, så du har ret i, at Unknown Armies kan være et ligeså oplagt rollespil at anvende konceptet i (og alle andre!).

      Har været inde og læse dine CoC indlæg og kan godt se hvad du mener i forholdt til at I anvender lignende teknikker – dog oplever jeg disse værende mere relateret til mit indlæg Two Times Intro . Men det er en fin grænse.

  6. troelsken
    7. december 2011

    Ah, Vampire. Jeg prøvede at bruge det til Personal Horror, hvilket der faktisk kom enkelte øjeblikkes interessant spil ud af. Ikke mange, for de erfarne Vampire-spillere i gruppen havde travlt med at komme videre med plottet og havde ikke tid til os rookies, der synes at det var sjovt at rollespille karakterer, der gik og angstede over at skulle leve af overgreb, dødelighed og udødelighed, og sådan noget. Hvis vi faktisk havde haft lidt mere plads til at lege på nogle af de måder, du skriver om, kunne Vampire have været interessant!

    • Rasmus Alstrup
      7. december 2011

      …”kunne Vampire have været interessant!” Sikke noget vrøvl – Vampire ER interessant!! 🙂 Men kan sagtens sætte mig ind i hvad du mener.

      • Morten Greis
        8. december 2011

        Hæ, stadig ikke overbevist om, at Vampire er videre interessant 😉
        Det lader til, at der er konsensus om, at reglerne er mildest talt i vejen (og hvad skal jeg med et regelsæt, hvor pointen er at ignorere reglerne?), og at det, der er spændende ved spillet (Personal Horror) ikke er afgrænset til spillet, og muligvis fuldstændigt uafhængigt af spillet (kender i alle fald mange Vampire-kampagner, der på ingen måde kunne karakteriseres som personal horror men alene som intriger blandt supervæsner).
        Så hvorfor er Vampire: The Masquerade interessant?

  7. Rasmus Alstrup
    8. december 2011

    Først og fremmest er Vampire interessant, fordi spillet var det første i sin tid som ville mere end sine “søskende” blandt rollespil. De var de første til at skrive om hvordan man skabte stemning omkring rollespilsbordet ved at foreslå baggrundsmusik, neddæmpet belysning og semi-live optrædender under spil – alt sammen for at bidrage til stemning. Derudover lancerede de Personal Horror konceptet hvis hensigt var at bringe spillerne tættere på deres karakterer. Igen noget for at skabe en støre og mere intens rollespilsoplevelse.

    At mange vælger at spille Vampire hvor spillerne er supervæsener og spillets handling bærer stærk præg herfra, dette er selvfølgelig op til hver gruppes smag – men, jeg mener dog dette strider kraftigt imod spillets hensigt.

    White Wolf mener jeg er ret klare i deres udlægning af hvordan de ønsker man spiller Vampire i forhold til Personal Horror. Folkene bag Vampire ville mere med rollespil, og det forsøgte de med dette spil. Egentligt synes jeg, at koncepter som fx Bleed og Close to Home er subkoncepter til Personal Horror.

    • Morten Greis
      8. december 2011

      For så vidt brugen af virkemidler (lys, musik etc.), var den praksis allerede god kendt i forvejen. V:tM var muligvis den første grundregelbog til at inkludere det, hvor andre spil bragte det i deres supplementer (men selv det er jeg ikke sikker på).

      Jeg er dertil langt fra enig med dig i, at de spillere, der spiller det som supervæsner med intriger, spiller imod spillets hensigt. De spiller det i overenstemmelse med den form, som spillet meget hurtigt tog efter grundbogen. Jeg er ikke sikker på, at idealet om Personal Horror blev hængende mange supplementer efter grundbogen, om end ikke af anden grund så end at WW havde brug for at sælge flere bøger, og fordi man kan ikke blive ved med at spille “angst”-rollespil uge efter uge, måned efter måned.

      At betragte Bleed og Close to Home som subkoncepter forekommer mig misvisende. Som jeg ser det, er de to glimrende virkemidler til personal horror, men de har deres helt egen eksistens, som er uafhængig af horror.

      Og det bringer mig så tilbage til mit spørgsmål om, hvorfor er Vampire: The Masquerade interessant? I dit svar angiver du nærmest en alene historisk grund til, at det skulle være interessant, men jeg tænker, at der må være noget mere ved Vampire end det, og det håber jeg, du har lyst til at belyse.

      Endnu en gang tak for dit og din lyst til at diskutere dette. Trods min skepsis er jeg oprigtigt nysgerrig efter at høre om vampire, og hvorfor andre finder det interessant.

      • Rasmus Alstrup
        8. december 2011

        Jeg hader nu officielt Morten Greis (nu også inkl. hans alt for fede rollespilsblog som overgår alle andres) for hans direkte påtagede skepsis 🙂

        Morten, til ære for dig vil dedikere et indlæg om Vampire og hvorfor dette rollespil er så fedt, det er nemmere end at svare dig i brudstykker (tror jeg).

        Mht. at Bleed og Close to Home misvisende henledes som subkategorier til Personal Horror, så har du sikkert ret – jeg synes blot at ane enormt mange lighedspunkter.

      • Morten Greis
        8. december 2011

        Æh, tak, tror jeg nok 😀 I hvert fald for at du vil lave et helt indlæg om det. Det ser jeg frem til at læse.

        For så vidt angår Bld og CtH, så er der bestemt mange lighedspunkter. Som jeg ser det, er de to virkemidler gode værktøjer til horror og personal horror (Frederik, der skrev Mødregruppen, bruger elementer af bleed i spillet, og lancerede det i sin tid som et nyt take på på horror), og derfor har der også været en tendens til at anvende Bld-lignende træk i horror-rollespil længe inden vi begyndte at kalde det for bleed. Den særlige vinkel, der kommer på det i horror, er, at målet med den gode gyserhistorie er at skræmme modtageren (læseren, seeren i andre medier) frem for hovedpersonen, og i rollespil gælder det samme, både gennem karakteren og direkte mellem spilleder og spiller forsøger man i horror at give oplevelsen til spilleren.

        Close to home, bleed og “at skræmme spilleren” er alle strategier, der ligger tæt op og ned af hinanden, og som har til formål at nå spilleren via fiktionen. Så jeg forstår sagtens, at du ser lighedspunkter.

  8. Pingback: [11 dec] Tanker om horror som genre « Frygt og lede i Odense

  9. Pingback: [12 dec] Personal horror (Horror 2) « Frygt og lede i Odense

  10. Pingback: Call of Cthulhu – Sanity | Strange Currencies

  11. Pingback: Hvorfor Vampire emmer af Stemning | Strange Currencies

  12. Pingback: Tatters of the King: Session one | Strange Currencies

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Information

This entry was posted on 4. december 2011 by in At opleve Rollespil, Vampire and tagged , , , .
%d bloggers like this: