Strange Currencies

Endnu en blog om rollespil…

Hvem ejede Dit Magiske Sværd før Dig?

magisk_våben_D&D

Kender du det, at sidde omkring spilbordet til rollespil og tænke over hvordan værdifulde skatte ender op blandt monstre eller i dybe dungeons? Du tænker måske, monstret du lige har dræbt bar ikke chain mail og svang ikke et longsword da du kæmpede imod det, men stadigvæk finder du dette våben og rustning blandt mange andre værdifulde genstande. Du ræsonnerer sikkert stille, at disse genstande blot tilhørte personen som kæmpede mod monstret før dig, og døde. Og nu ligger det her, efterladt tilbage. Men tænker du nogensinde over, hvem denne person mon var? Føler du dig nogensinde skyldig over nu at kræve råderetten over hans ting? Bevares, personen er død og har derfor ikke nytte af genstandene længere, men gør dette nødvendigvis dig til den retmæssig ejer?

Uanset hvor fremherskende magi og magiske ejendele er i din setting, er hver og en magiske genstand unik. Hvert magiske genstand krævede mange ressourcer at fremstille, selv hvis det blot drejede sig om et simpelt våben. Så hver gang spillere rager skatte til sig efter at have kæmpet og besejret monstre, er alle magiske genstande altså unikke – og med stor sandsynlighed også identificerbare! Dog er det de færreste spillere som er nysgerrige efter at vide, hvem disse genstande tilhørte. De ser snarere skatten som et trofæ, og videre går livet ubekymret sin gang. Men hvis genstandene de finder er unikke, vil det da ikke være plausibelt at nogen kunne, eller med tiden ville, genkende disse genstande?

Lad os tage et eksempel

Vi antager, at på spillernes seneste eventyr nede i en mørk dungeon fandt de et sæt magisk rustning, nærmere plate armor. Og dette passer selvfølgelig gruppens paladin perfekt, som var det skræddersyet til netop ham. Sådan! Da de senere ankommer til den nærmeste by, vender de ind forbi den lokale kro for bl.a. at bruge noget guld og pladre løs om alle deres gerninger. Dog er der en ældre nobel herre som henvender sig til gruppens paladin:

“Undskyld mig, ædle ridder, men jeg kan ikke undlade at bemærke at du bærer Sir Tristans plate armor. Den har været hans families eje gennem fire generationer, og var ellers blevet antaget for at være borte for altid, da vi hørte han døde i forsvaret mod skovtroldene som hærgede de lokale bønder. Jeg er sikker på du ønsker at gøre den rette gerning, at levere den tilbage til hans yngre bror da det er en værdifuld familiearv.”

Hvilken reaktion tror du spilleren vil vælge?

“Jeg havde intet kendskab til, at denne fine rustning var så værdifuld og vigtig for Sir Tristans familie. Nu da jeg ved hvem rustningen virkelig tilhører, er det mig en ære at tilbagelevere den med det samme.”

Eller… 

“Jeg er selvfølgelig ked af at høre, at Sir Tristan døde mens han bar denne rustning, men jeg fandt den altså tilfældigvis efter mine venner og jeg havde nedkæmpet en gruppe uhyggelige trolde. Uafhængig af dens betydning for Sir Tristans familie, fandt jég den altså og derfor er den min!”

Ganske få spillere afleverer frivilligt de skatte som de har erhvervet sig, især noget så værdifuldt som magiske genstande. Finderen Ejer er en generel accepteret norm i mange settings. Den eneste egentlige undtagelse er når et selskab er betalt for at finde en særlig tabt genstand og tilbagelevere den. I alle andre tilfælde gælder normen Finderen Ejer.

Problemet med prangende, magiske genstande

Til trods for, at det er almen skik at Finderen Ejer, da bør der være en vis sandsynlighed for at de magiske genstande de fandt og nu bærer, har en risiko for genkendelse. Og i de tilfælde hvor de som opdager andre bærer rundt på deres (eller personer de kender) ellers bortkomne magiske genstande, ville disse personer da ikke gøre alt hvad de kunne for at tilbageskaffe disse genstande? Trods alt, det var jo dem som ejede dem.

Desto vigtigere og indflydelsesrig den tidligere ejer er, desto større bestræbelser vil denne også igangsætte for at tilbagevinde sine ejendele – særligt hvis disse er af høj værdi (eller af særlig affektionsværdi). Og dette i sig selv er et interessant scenarie med en masse potentiale for godt rollespil. Og det behøver ej udelukkende at involvere ejeren, det kan jo også være, at genstandene spillerne bærer er kendte for dets værdi i et lokalsamfund, en region eller i et helt land, og derfor er mange ude efter netop disse værdier.

Konklusion

Magiske genstande er ikke bare magiske genstande. Langt fra. Nogen fremstillede engang disse genstande til et særligt formål. De historier der ligger bag magiske genstande er mange. Tænk på, at hver ejer har sin individuelle historie med genstanden, og således tilbage til fremstilleren. Ved at lade magiske genstande komme til live ved at inkludere dem i dine scenarier med deres små sidehistorier, bliver de langt mere værd for spillerne, og hvis de mister disse genstande, er der langt mere på spil for dem end hvis de “blot” mistede et +1 longsword fx.

Derudover er der spørgsmålet om, hvem er egentligt den retmæssig ejer? Hvad ville spillerne selv gøre, hvis deres genstande bortkom? Hvad med den særlige genkendelsesfaktor der er omkring særligt værdifulde/kendte genstande generelt, og hvorledes forholder spillerne og settingen sig til dette? Der er således mange spændende og uafklarede facetter som tilhører sig magiske genstande. Spørgsmålet er bare, om du som GM finder det interessant at anvende nogle af disse overfor dine spillere?

Reklamer

2 comments on “Hvem ejede Dit Magiske Sværd før Dig?

  1. Morten Greis
    11. juni 2014

    Hej Rasmus,

    Det er gode, klassiske refleksioner, du har her om at personliggøre magiske ting. Jeg har flere gange i artikler fra Dragon Magazine og diverse GM-vejledninger læst om forslag til at personliggøre magiske ting – og her kan jeg godt lide, at du tager et skridt videre end de fleste og medregner potentielle konflikter omkring de magiske ting – og for mit eget vedkommende har løsningen været ikke så meget at skrive historier til de enkelte magiske ting, som det har været at producere faktisk unikke magiske skatte til spillerne. Borte er +1 våbnet, og det gør en solid forskel, at spillerne ikke forventer at finde noget, som er magen til det andet.

    I sin mest ekstreme form er Dværge-sværdene til Hinterlandet, hvor hvert sværd har unikke evner, og evnerne er knyttet til sværdets legendariske forhistorie – og for at det skal være endnu mere crazy, så er hvert sværd desuden en birolle.
    Det er omtalt her http://mgreis.wordpress.com/2014/02/06/hinterlandet-pa-fastaval-2014-dvaergenes-syv-svaerd/ men man skal ind i facebookgruppen, hvis man vil se et konkret eksempel på et af sværdene.

    • Rasmus Alstrup
      12. juni 2014

      Jeg er selv læst en del GM-vejledninger om magiske genstande, og mange strakte sig ikke længere end til at navngive sine våben o.lign. som man fandt. Dette er i sig selv fint nok, men jeg ønskede gerne lidt mere potentiale.

      Dog læste jeg en meget god idé om, hvordan man kunne lade magiske genstande have nogle skjulte egenskaber (eller en form for sub-magi) som udelukkende blev aktiveret i helt specifikke situationer. Det ville igen tilføre noget overraskende og interessant.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Information

This entry was posted on 11. juni 2014 by in Dungeons & Dragons.
%d bloggers like this: