Strange Currencies

Endnu en blog om rollespil…

Spilrapport #1

blood.artwork.winter.landscapes.wolves.1920x1080.wallpaper_www.animalhi.com_16

Første spilrapport i Secrets of Kingsley kampagnen. Skrevet af Jannick.

Koldt. Blæssende. Skyer der driver forbi. Dværgen Regnor kunne ikke bevæge sig. Han kiggede ned af sig selv, og kunne se blod i sit skæg. En lyd i nærheden fanger hans opmærksomhed inden han bliver helt klar over hvor han er eller hvad der er sket. Et jag af smerte farer igennem ham da han prøver at dreje hovedet efter lyden. Han bliver liggende klar over at bevægelse i sin nuværende tilstand næppe vil forbedre sine sår. En sort ravn hopper op på hans brystkasse. Regnor kendte til historierne om at ravnen varslede krig og død – tanker han gerne ville undgå i hans nuværende tilstand. Han prøvede forgæves at skræmme ådselsæderen væk ved hjælp af pust og lyde men uden held.

Ikke langt derfra stod endnu en dværg. Denne dværg var også indsmurt i blod, men primært ikke sit eget blod. Brogar, som dværgen hed, kiggede ud over slagmarken, mens han prøvede at få vejret samtidig med han tørrede ulve-blodet af sine våben. Ud over vindens hylen var der relativt stille. Ikke mere kamp – ikke flere skrig. De 2 karavane vogne virkede intakte, bortset fra at hestene foran den mystiske vogn var døde. Brogar kiggede sig omkring efter overlevende. Købmanden Falkin, der havde hyret ham til denne vildmarkseskorte til Iron Ville Crossing, lå død tæt ved ham. Brogar lovede sig selv at kigge i den mystiske vogn efter en alternativ måde at få udbetalt sin hyre på. Falkins kone Samira lå lidt længere væk. I nærheden af proviant vognen stod Asmar, Falkin’s højre hånd og i nærheden af ham en kriger ved navn Rafn, der vist som Brogar selv var hyret til denne eskorte. Brogar hørte en lyd og vendte sig – han så Taskenspilleren O-Joe krybe frem fra fra sit skjul, og i nærheden af ham svajede krigerpræstinden Gedirra, tydeligt svækket af at benytte sin helbrede kræfter i kampen. Resten af Karavanen så ikke ud til at have overlevet.

“Hvor er den anden dværg mon henne?”, spekulerede Brogar. Han så ham et stykke derfra ligge i en pøl af blod, og løb hen til ham. Brogar skræmte fuglen på Regnors bryst væk, og gav et glædesråb da han opdagede at Regnor stadig var i live. Gedirra og O-Joe kom hen til dem. Gedirra lovede at se hvad hun kunne gøre for Regnor og begyndte at bede til sin gud, mens et svagt rødt lys bredte sig fra hendes hænder. Brogar ville se om andre også stod til at redde. Han fandt Samira gispende efter vejret – og prøvede at hjælpe på Samiras vejrtrækningen ved at løfte overkroppen lidt. Da Samira slap et stort suk, kiggede han på hendes ansigt. Et kort sekund bedrog Brogar’s syn ham. Han havde kort syntes at Semira ansigt så helt anderledes ud – nærmest reptil-agtigt. Brogar rystede på hovedet – “jeg må have taget et slag til hovedet under kampen” tænkte han. Semira var død nu – ingen grund til at spilde tankerne på uforståelige syn, der ikke gav mening.

Så hellere tage et kig i den mystiske vogn, nu da på ejeren og hustruen var døde. O-Joe havde tilsyneladende fået samme idé, men Brogar fik ham jaget væk og kravlede ind i vognen. En rød stofbeklædt stol og et bord med nogle breve stod i midten af vognen. Men bagved stod en stor kiste – den så straks mere interessant ud specielt fordi den viste sig at være låst. Gedirra kiggede ind i vognen. Hun virkede ligeglad med Brogar’s anstrengelser med at få kisten op, og kiggede i stedet på papirerne på bordet. Efter et par minutter fortalte hun at der i følge brevene skulle være et hemmeligt rum i gulvet i denne vogn. Efter at kisten viste sig at være en skuffelse blev Brogar’s forhåbninger igen tændt og han fandt hurtigt en lem i gulvet. Skuffelsen over hvad han fandt var til at læse i ansigtet på dværgen – et svært ildelugtende menneske bundet og kneblet. Fangen i gulvet præsenterede sig som Fritz, og havde tilsyneladende ligget under gulvet hele rejsen.

Den næste halve times tid brugte de overlevende på at gøre sig klar til at drage videre. Planen var at tage proviant vognen og læsse alt af værdi over på den og komme væk fra kamppladsen før mørket faldt på og ulvene kom tilbage. Der var ikke tid til at tage ordentligt afsked med de døde – Gedirra foreslog at samle dem i ligbål i den vogn der var brugt som fangevogn. Pludselig opstod der på-styr ovre ved ligene, som var ved at blive gjort klar at brænde i denne hellige ild. Asmar var ved at flå indvoldene ud af nogle af de døde for at sikre sig de sultne ulve ville blive på kamppladsen og ikke sætte efter de overlevende. Den religiøse Gedirra var uenig i denne uværdige behandling af de døde på, og truede Asmar med sit sværd til at lade dem være. Asmar forstod ikke denne irrationelle adfærd, og fandt sig ikke i at blive truet af en kvinde og religiøs fanatiker og greb efter sit eget våben. Efter en kort kamp hvor Fritz assisterede sin redningskvinde med et par kasteknive, valgte dværgen Regnor, at gengælde Gedirra’s healing af hans sår med at træde imellem hende og Asmar, svinge sin tohåndsøkse og hugge hovedet af Asmar i en hurtig men effektiv bevægelse.

Det viste sig efter kampen var ovre, at Asmar var den person der havde slået Fritz ned før han blev låst inde i vognen. Desuden fortalte Gedirra de andre, at der i følge brevene, der havde afsløret Fritz’ fangehul også havde stået at Fritz’ skulle ofres i et mørk ritual et sted på rejsen, samt at de to dværge skulle bruges som arbejdskraft i en mine – noget ingen af dværgene lod til at vide besked om. Soldaten Rafn og taskenspilleren O-Joe kendte tilsyneladende heller intet til Samira’s og Falkin’s planer. Trætte og forvirrede begav de overlevende sig videre under vejvisning fra Rafn, der efter sigende skulle kende vejen til Iron Ville Crossing ikke så langt derfra.

Kapitel 2
Gruppen ankom efter mørkets frembrud til hvad der tilsyneladende engang havde været en mineby, men nu blot var en en samling af mørke forfaldne huse beklædt med sne. Umiddelbart virkede byen helt forladt, men de rejsende fandt meget små menneskelignende fodspor i bare tæer i sneen. Desuden havde et af husene et tændt lys på fordøren. Huset viste sig at være tomt, og de rejsende besluttede sig for at holde vil for natten her.

winte
Brogar ville sætte et par advarselsfælder op i tilfælde af at ejeren af lyset på døren skulle komme tilbage. Men under arbejdet fangede skæret fra Brogar’s lampe en skikkelse der havde gemt sig oven på køkkenskabet. Med et højt og hæst hvæs kastede skikkelsen sig over Brogar der væltede omkuld. Skikkelsen løb videre gennem huset, og Brogar råbte et kampråb og løb efter. Gedirra og Regnor greb deres våben løb gennem huset fora t komme Brogar til hjælp. De fandt ham omringet af små mørke skikkelser i den anden ende af huset. En større mørk skikkelse krøb ind af et vindue mod Brogar. En kort voldsom kamp brød ud. Gedirra blev revet i ansigtet af lange spidse negle fra en af de små væsner, men fik med et febrilsk slag med sværdet slået skikkelsen livløs til jorden. Brogar fik bekæmpet yderlige nogle stykker af bæsterne, og Regnor fik endnu en gang svunget sin store økse og fik denne gang bekæmpet den store mørke skikkelse. Da kampen var ovre og de så nærmere på de mystiske væsner, viste det sig, at de i fakkelskærets klare lys nu lignede vilde menneskebørn, stort set uden tøj på. Forfærdet over disse børns skæbne begyndte Gedirra at bede for frelse over de mørke skæbner.

Tilbage i den anden del af huset var O-Joe og Fritz kommet op at toppes – og O-Joe havde forladt huset i raseri. Da der var faldet lidt ro over situationen igen besluttede gruppen sig til at sprede sig lidt ud og kigge efter O-Joe – det lykkedes dog ikke at finde ham, og tværtimod mistede gruppen endnu en person under eftersøgningen – denne gang Rafn. Gruppen besluttede sig til at få udhvilet, og drage videre dagen efter. Under aftenen læste Gedirra højt fra nogle notater fra en dagbog, som havde været blandt papirerne i Falkin’s og Semira’s vogn. Noget tydede på at et mystisk Tempel som var beskrevet i dagbogen kunne ligge i umiddelbart nærhed af denne mineby – og indgangen skulle findes nede i en mine.

Kapitel 3
Næste dag besluttede gruppen sig til at undersøge nogle af minerne i nærheden af byen for at se om de kunne finde templet. Da de fandt indgangen til den første mine fandt de desuden fodspor fra Rafn der ledte ind i minen. De fortøjrede den eneste overlevende hest lidt inde i mineskakten, og begav sig dybere ned i minen. De mistede hurtigt sporet af Rafn, men fandt en mekanisk lift der førte ned i mørket. Brogar forsikrede gruppen om at liften stadig virkede, og gruppen besluttede sig til at tage liften ned i dybet. Halvvejs nede begyndt liften at give efter og den ene efter den anden af de fire wires knækkede og styrede ned i skakten mod gruppen. På mirakuløs vis lykkedes det alle fire at hoppe af liften’s platform og ind på en lodret stige der gik i skakten. Da de nåede bunden af skakten fandt de de splintrede rester af en vogn i en stand der understregede, at det ville have været umuligt at overleve dette fald.

Gruppen trængte længere ind i minen og efter et stykke tid skiftede væggene struktur. En underlig grønlig selvlysende stenart som selv dværgene ikke havde hørt om blev mere og mere dominant. Desuden virkede gangen ikke længere udhugget men bygget. Gangen snoede sig dybere og dybere ned i jorden, og blev stejlere og stejlere. Der var også nogle mørke underlige side tunneller – gruppen prøvede at sende Fritz ind i en af gangene med et reb omkring livet, men Fritz fandt ikke nogen tegn på at denne underlige sidetunnel stoppede indenfor den nærmeste rækkevidde. I stedet forsatte gruppen nedad, og efter et kort spring for enden af tunnellen skiftede omgivelserne. Snart var gruppen i en fuldt oplyst enorm hule hvor dette mystiske grønne lys gjorde faklerne overflødige.

gdf

De befandt sig på en stor bro med en underlig grøn sky på. Efter at være kommet gennem skyen fandt gruppen en lodret vej ned fra midten broen som de kravlede ned af. Under sig så de underlige mystiske bygninger og pyramideformede strukturer og noget der lignede hytter samt et alter lignende monument på toppen af en sneglehusformet bakke. Da de nærmede sig de pyramideformede strukturer begyndte disse at pulsere med et lys i mange farver. Gruppen skyndte sig videre ind i en af bygningerne – den første lignende indefra en stor grøn klump rav med forskellige modeller fanget i ravet tilsyneladende forklarende en eller anden historie. Lyset omkring pyramiderne tog til og gruppen fortsatte til næste bygning – denne bygning fortalte også historier, men lignede mere et helt almindeligt bibliotek med store reoler fyldt med bøger skrevet på et uforståeligt sprog. Til sidst spurgtede gruppen op til alteret – på alteret lå en krone som Fritz tog med sig uden at tøve – ingen umiddelbar konsekvens af dette. Da gruppen nåede ned for bunden af sneglehusbakken blev de mødt af et underligt stort fremmed væsen i underlige farver med en slags tentakkel fyldt ansigt. Fritz prøvede at tage kronen på og kommunikere med væsnet men uden held. Desuden løs det som om flere væsner var på vej. Gruppen besluttede sig til at flygte ud af templet samme ved som de var kommet ind. Væsnerne bag dem var tilsyneladende ved vågne fra en dvale tilstand og blev hurtigere og hurtigere. Gruppen kravlede op igen, løb gennem skyen og begyndte opstigningen – og efter et stykke tid i de små gange virkede det ikke som om de blev forfulgt længere. Efter en lang hård tur opad nåede gruppen frem til hvor de havde tøjret hesten. Men nu var det ikke længere vinter, men midt på foråret. Hesten de hade efterladt var der stadig, men så ud til at have været død i flere måneder.

Advertisements

One comment on “Spilrapport #1

  1. Pingback: Spilrapport #2 | Kingsleys Hemmeligheder

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Information

This entry was posted on 22. januar 2014 by in Forgotten Realms (kampagne).
%d bloggers like this: