Strange Currencies

Endnu en blog om rollespil…

Narrativer i rollespil – del 2

Dette er 2. del af min tanke om flere, vedrørende narrativer i rollespil, hvordan man kan raffinere brugen af dette og udfordre mange allerede i forvejen anvendte teknikker. Indlægget kommer til at handle om brugen af uafhængige fragmenter m.m. i rollespil.

I moderne visuel kultur, dyrkes ofte det overvågede blik – blikket, der eliminerer det ukendte og blokerer for den indlevende poesi. Jeg vil gerne bevæge mig væk fra denne afslørrende fortælleform, og i stedet beskæftige mig med det tågede og ukendte billede, der lader det være op til mediets modtager at danne helhed og relation til historien. Dog kan det ej gribes an således, at der ingen historie afsløres, for hvori er da fremdriften?

Efterfølgende tager udgangspunkt i, hvordan man kan lege med spændingsfeltet mellem det sagte og det usagte, mellem det skjulte og det åbenlyse, mellem kærlighed som begær og som destruktion. Det er dette spændingsforhold, der åbner til andre verdener, udvidede oplevelsesrum og andre synssæt.

Definition af fragmenter – eller hvad jeg mener
…Jeg mener med fragmenter, at det er scener eller optrin der pludselig, og uden forvarsel, fremtræder som korte, formfuldendte, stemningsladede tableauer uden synderlig forbindelse. I modsætning til den logiske rækkefølge, da får indsættelse af fragmenter en kolossal abstrakt værdi.

Polsk mareridt – eksempel fra filmens verden
Inland Empire tager afsæt i den amerikanske filmindustri og indspilningen af en film. Skuespillerinden Nikki Grace (Laura Dern) får tilbudt hovedrollen i filmen “On High in Blue Tomorrows”, der handler om kærlighed, jalousi og mord. Hun erfarer, at filmen er en genindspilning af en polsk film, som aldrig blev færdig, fordi dens hoved-personer på mystisk vis blev dræbt undervejs.

Der lå en forbandelse over den oprindelige film, og det samme synes at være tilfældet med den nye. Det spøger på settet, og på et tidspunkt går Nikki igennem en åbning i tiden — ligesom Dale Cooper i Twin Peaks — der fører hende ind i andre verdener.

Nikki diffunderer ind og ud mellem forskellige rum. Hun, og vi, befinder os i en mareridt-sagtig blanding af den oprindelige polske film, men nu med Nikki som hoved-person, den amerikanske film, der er ved at blive optaget (eller i en uopløselig blanding af on og off screen-situationer), Nikkis hjem, en soap hvis personer er kaniner, og et polsk-amerikansk scenarie omkring ludere, som vi i filmens indledning synes at betragte gennem et overvågningskamera, men som også kan danse og giver os et forrygende nummer til Little Evas The Locomotion fra 1962.

Inland Empire viser, at drøm og realitet ikke er væsensforskellige virkelighedsniveauer, men “verdener”, som det er muligt at bevæge sig imellem, men som det også er muligt mareridtsagtigt at fare vild i og fortabe sig i. 

Ét af de mest syrede fragmenter i filmen, er kaninerne som siger sætninger som: I’m going to find out one day; When will you tell it?; Who could have known?; I have a secret — sætninger, der er i absurd uoverensstemmelse med det pæne, hverdagslige scenarie. Samtidig får man fornemmelsen af at kigge ind i et miniature-rum, som var man havnet i en Alice i eventyrland-verden af forstyrrede proportioner.

Så, hvad handler det om?
Når man anvender fragmenter i rollespil, tror jeg, at man til en vis grad må gå en smule på kompromis med historien – dette til fordel for, at der i højere grad fokuseres på at skabe stemning, tone, følelser end den ellers fortløbende handling. Stemning og oplevelse kommer altså i førersæde, det er nu mere op til spilleren (modtageren af mediet) at fortolke og forme virkeligheden, og deri opstår den centrale autenticitet i indlevelse.

How to play it
Hvordan kan fragmenter så anvendes i rollespil? Grundlæggende handler det om, at åbne op for eller skabe nye oplevelsesrum, som står i kontrast til den logiske historie. Disse nye rum bør give et diamentralt syn på sandheden, betvivle den og danne basis for, at spillerne opfatter alle rum som værende autentiske og i relation til deres karakter – indirekte eller direkte.

Ligesom i Inland Empire, så bruger David Lynch forskellige rum til at fortælle historien med, forskellige rum til at lade karaktererne udvikle sig i, forskellige rum til at lade karaktereren miste sig selv i for da at finde sig selv igen i et andet.

Jeg vil meget kort eksemplificere, hvordan man kan gribe fragmenter an i tre rollespil – CoC, D&D og Vampire.

Sanity
At rollespille en begyndende sindssyge, kræver meget af den enkelte gruppe og spiller. Derimod kan spillederen anvende fragmenter til at underbygge, eller helt være en metafor for, sindssygen. Spillerens forståelse, eller udvidelse, at sig selv og virkeligheden, kan nemt fortolkes via fragmenter, som igen, nemt kan udtrykkes på syrealistiske og syrede måder.

Alignment
I D&D anvendes alignment som en regelteknik til at holde trit med karakterens jeg i moralsk forstand. Har man som gruppe fokus på denne regelteknik, da kan fragmenter anvendes som en måde at udtrykke “det nye jeg” på. En begyndende rejse mod forfald eller mod ære. Lade det være små sekvenser af situationer, hvor karakteren er fulstændig modsat i sin reaktion, og lade disse scener langsomt lade sig snige sig ind på karakteren.

Humanity
Minder i sin form meget Alignment fra D&D, dog måske i en grovere version, da der i entydig forstand er tale om 2 ufrivillige modpoler hos karakteren – det gode og det onde.

Jeg har tidligere skrevet indlægget David Lynch i rollespil, og jeg tror mange teknikker herfra kan være optimale at blande sammen med fragmenter, for at opnå den totale effekt at mystik.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Information

This entry was posted on 21. februar 2012 by in At opleve Rollespil.
%d bloggers like this: