Strange Currencies

Endnu en blog om rollespil…

At opleve rollespil – del I

Dette er første del af en række, hvor jeg vil forsøge at komme med mit besyv på, hvordan man kan gøre rollespil mere levende og nærværende, og ikke så mekanisk. 

De fleste af os har oplevet det. Følelsen af intens indlevelse i en spændende film. Den medrivende effekt som sætter os ud yderst på stolekanten. Det som gør, at åndedrættet bliver svagere og adrenalinet i kroppen begynder at suse rundt. Og det er fedt. Bagefter, når filmen er forbi, da sidder man tilbage med en mættet fornemmelse af medrivende indlevelse – eller, et øjebliks virkelighedsflugt.

At spille rollespil kan være som at opleve en film. Og lidt mere til. For i rollespil interagerer du aktivt med dine medspillere, I sætter sammen handlingen og tempoet og driver historien fremad. Alt dette sker i en uvirkelig verden som opleves og føles af den enkelte spiller (groft sagt). Men, hvordan ernærer man så denne oplevelse og følelse af virkelighedsflugt så den fremstår mere autentisk, så indlevelsen i rollespillet bliver intens og som at være tilstede? Jeg vil i denne forbindelse kort skrive om sanser, og om hvorfor sanser er en meget vigtig del af rollespillet.

De 5 sanser
Du kender dem sikker i forvejen – følesansen, høresansen, lugtesansen, smagssansen og synsansen. Det er igennem vores sanser vi oplever verden omkring os. Det er igennem dem vi danner os indtryk og som sætter følelser i bevægelse. Hvis ikke vi havde vores sanser, da ville vi ej heller kunne forstå os på den verden vi lever i.

At forstå den verden man befinder sig i når man spiller rollespil, kræver derfor også at man benytter alle sine sanser for at opleve og danne sig indtryk. Men, hvordan kan man opleve en immateriel verden via sanser som er afhængige af fysikkens rammer? Som det er med al rollespil, så handler det om indlevelse og indre billeder som bliver levende via ord og beskrivelser. Sanser er blot en væsentlig måde at ernære denne indlevelse på.

Den levende scene
At gøre en scene levende afhænger en stor grad af tilstedeværelse. Det at beskrive sine sanser, kræver at man involverer sig i scenen og giver sig tid til at udforske og opleve den. Man giver måske for en kort stund slip på formålet med scenen, og i stedet sammensmelter med omgivelserne og beskriver hvad man hører, ser, føler, lugter og/eller smager. Ved at “leve” scenen i stedet for at “spille” den, bliver scenen ikke mekanisk og målrettet, men derimod indlevelsesrig og bekræftende.

Det kan kræve dedikation og mod at begynde at springe ud i sansebeskrivelser da rollespillet ofte bliver mere personligt – men dette er netop pointen (uden at blive afslørende selvfølgelig).

Spillerne instruerer
Når spillerne skal fordybe sig i deres roller og scenen, da kræves det at de får større råderum. Med dette mener jeg, at spillerne selv er med til at instruere scenen. Dette kan fx være, at de henvender sig til en person i scenen som ikke er introduceret af spilleder, eller, at de sætter sig i nogle møbler som ikke er placeret af spilleder osv. De skaber altså scenen ud fra hvad de finder nødvendigt i forhold til at indleve sig i den.

Måden at komme igang
Hvordan springer man ud i det som gruppe så? Først, så kræver det at alle spillere er enige om at fordybe sig i scenerne og ikke forcere dem for handlingens skyld. Spillerne skal altså ikke agere pistolsælgere. En teknik hvorpå man kan øve sig, er blot at sætte rammen for en scene. Dette kunne være på en restaurant, på et kontoret eller et helt andet sted. Det som bare er vigtigt, er, at der ikke er et mål med scenen. Ved at give spillerne en tom scene, så er det op til dem at fylde op med liv og ånd.

Når vi i min gruppe fx skal starte en ny kampagne, da åbner vi altid kampagnen med et par scener som intet har med historien at gøre. Jeg husker i særlig grad en Delta Green kampagne vi skulle starte op, og efter at spillerne var blevet introduceret for hinanden til det som udgjorde en ny celle, da smuttede de i byen sammen på en nærliggende bodega. Vi brugte næsten hele første spilaften på denne ene “bodega” scene og oplevede impulsive npc’er som Rødkål, Perletand og Mekanik. Desto mere liv og sansebeskrivelser spillerne investerede i scenen, desto mere virkelig blev den, fyldt med små intermezzoer rodet ind i hinanden. Det var fantastisk.

I næste del vil jeg skrive om spillernes interaktion med hinanden og med npc’erne.

Reklamer

3 comments on “At opleve rollespil – del I

  1. Morten Greis
    31. oktober 2011

    Hej Rasmus,

    Velkommen til blogland. Det er interessant læsning, du præsenterer os for med dit indledende indlæg. Jeg håber, der kommer meget mere fra din hånd. 🙂

    Jeg har et par spørgsmål til dit indlæg.
    Hvordan fungerer jeres sansebeskrivelser i praksis? Beskriver man, hvilke sanseindtryk der er i scenen, eller beskriver man de sanseindtryk, som rammer ens karakter? Hvorfor kræver det mod og dedikation at springe ud i sansebeskrivelserne? – Der er tydeligvis et element, jeg her ikke fanger, da jeg min umiddelbare læsning er, at spillerne “bare” beskriver sanseindtryk: “Ude bag skuret blander en våd stank af jord blander sig med lugten af maskinolie og kolde mandage.”

    Det fører mig også til spørgsmålet om, hvad “slags” sanseindtryk, skal man komme med: “Lyden af vinden i træerne høres” eller “vindens fejen gennem skoven fører træernes hvisken med sig”?

    Når der beskrives på den måde, veksler spillerne så mellem at spille deres roller i første person og at beskrive sanseindtryk i tredje person, eller hvorledes foregår det? Beder du som spilleder spillerne om at komme med beskrivelser?

    • ralstrup
      1. november 2011

      Hej Morten

      Tak for feedback – du er hermed gæst nummer 1! 🙂

      De sanseindtryk som spillerne beskriver, er dem som de føler rammer dem i scenen, eller de af dem som giver mening for dem at anvende. Og, hvis ikke den enkelte spiller føler at han/hun motiveres af sanser i en given scene, så udelukker de det blot. At anvende sanser er ikke et regelsæt, men en hjælp til indlevelse.

      Hvorfor det kræver mod og dedikation? Ja, dette er jo nødvendigvis ikke en selvfølge. Men det kræver måske mere dedikation end mod i sidste ende. Det jeg mener med mod, er, at mange modne rollespiller er kørt lidt fast i en rille hvor de ikke formår (eller tør) at udvikle deres rolle. Karakteren er blevet meget målrettet aka A til B solution. At skulle begynde at blande mere bløde elementer ind og forstå sig på selve rollen, kan virke grænseoverskridende for nogle – dette er mit umiddelbare indtryk.

      De sanseindtryk spilleren skal efterkomme, er sin egen oplevelse af scenen i forhold til karakterens gøren i scenen. Sansebeskrivelser underbyger karakteren og er med til at skabe liv til scenen. (Undlader at skrive et eksempel da jeg håber dette er tilstrækkelig uddybende).

      Sansebeskrivelser skal altid ske i 1. person for at give størst integritet. (Det at tale i 3. person er noget jeg bl.a. vil komme ind på i mit næste indlæg). Og sansebeskrivelser er noget som sker på spillernes eget initiativ. Som tidligere nævnt, så er sansebeskrivelser et værktøj til hele gruppen til hvordan de kan gøre scenen levende. Med dette kan de føle scenen, fornemme den, smage på den og høre den. Man kan lade sig lokke til at sige, at scenen bliver organisk.

  2. Pingback: Atmosfærisk Rollespil |

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Information

This entry was posted on 31. oktober 2011 by in At opleve Rollespil.

Navigation

%d bloggers like this: